Stockholm, 13.-17. juli 2023

 

Stockholm ligger fantastisk smukt i den stockholmske skærgård                           

Stockholm er Sveriges hovedstad og er samtidig den største by i landet. Der bor omkring 980.000 i Stockholm kommune med 1.6 millioner i det urbane område ved Stockholm og 2.4 millioner i metropolområdet. Byen breder sig over 14 øer i det område, hvor søen Mälaren flyder ud i Østersøen. Øst for byen er der en række af øer – kendt som Stockholms skærgård.

Der har været bosættelser i området siden stenalderen. Stockholm blev grundlagt som by i år 1252 af den svenske statsmand Birger Jarl. I århundreder var Stockholm endvidere hovedstad for Finland, der tidligere var en del af Sverige.

Stockholm er det kulturelle, mediemæssige, politiske og økonomiske centrum i Sverige. Stockholm Len står alene for over en tredjedel af Sveriges BNP og er endvidere en af de 10 rigeste europæiske regioner målt i BNP pr. indbygger. Byen er bl.a. kendt for de årlige ceremonier i forbindelse med uddelingen af Nobelpriser, der foregår i Stockholm Konserthus og Stockholms Stadshus. Byen huser universiteter som Karolinska Instituttet, Handelshögskolan Stockholm, Kungliga Tekniska Högskolan samt Stockholm Universitet.

Vasa Museum i Stockholm er det mest besøgte ikke-kunst – museum i Skandinavien. Stockholms metro er fra 1950 og er kendt for dens dekorationer af stationerne – verdens længste kunstgalleri. Byen er sæde for den svenske regering, der holder til i bygningen Rosenbad på Norrmalm.


Stockholm, 13.-17. juli 2023

En 5-dags tur til Stockholm, Nordens Venedig, hvor vi besøger nogle af byens perler: Södermalm, Gl. Stan, Riddarholmen, Skeppsholmen, Hagaparken, Norra Djurgården, Södra Djurgården og Vinterviken – og vi sejler til Värmdö i den stockholmske skærgård.

Vi vandrer på Mariaberget på Söder, på Djurgården og i det centrale Stockholm, på Norra Djurgården og i Hagaparken og på Värmdö og turen slutter med en malerisk kulturmil langs Vinterviksstranden ud til Café Lyran.

Transport:

13.7.23:

Afg. fra København H kl. 8.19 – ank. 13.34 – vi mødes under uret senest kl. 8.00

 

17.7.23:

Afg. Stockholm C kl. 16.11 – Ank. 21.25

Der kan købes mad i togets Bistro på turen!

 

Logi:

Indkvartering hos

Ersta Diakoni
Erstagatan 1K
Södermalm, Stockholm

T-Slussen ligger ca 20 minutters gang fra Ersta Diakoni

Hotellet har værelser med privat dusch & WC, håndklæder, sengetøj, rengøring og morgenmad er incl. Her bor du i et individuelt møbleret rum som stadigvæk har visse originaldetaljer, så som trægulv, vinduer og i visse rum endda tapeter.

Vi bor hos Ersta Diakoni i et historisk miljø fra 1896. Her kan du spise morgenmad og frokost i historiske omgivelser og gå på opdagelse i den tilhørende kirke og det tilhørende museum. Her kan du opleve hvordan diakonisserne og eleverne boede, levede og arbejdede.

På 2. sal i det gamle diakonissehjem ligger forstanderrummene. Alle rum har udsigt over Stockholms Skærgård eller parkområdet ved Ersta kirke.

Elevrummene ligger i den lidt mere moderne del af bygningen. Her er der valgt at indrette værelserne i ældre stil for at forsøge at genspejle det tidligere miljø.

Dette er en vandreferie! Husk at nyde lokalområdet – fordyb dig i miljøet omkring Ersta Diakoni! Ersta Kirke, Ersta Museum, spisestedet Ersta Terrass samt Ersta Second hand! Det er helt legitimt at tage en time eller en dag fri for at fordøje de mange indtryk, du får på turen!

 

Program for turen:

Dag 1 – torsdag den 13.7.23:

Efter ankomsten med toget går vi via Stockholm C til Tunnelbanan, hvor vi tager tog til Slussen, og derfra tager vi bussen til vores logi Ersta Diakoni. Vi kikker lidt på området Ersta inden vi går ud og spiser – måske hos Hermans i Hälsans Hus – der ligger 5 minutters gang fra vores hotel – på Fjällgatan, “balkonen” der byder på den flotteste udsigt over den stockholmske skærgård og velbevarede træhuse fra 1700-tallet. Herfra kan vi se Gamla Stan, museumsøen Skeppsholmen, og øen Djurgården, et af de mest besøgte turistmål i Stockholm.

På Söder går vi i Sveriges nationalskjald Carl Michael Bellmans fodspor. Han blev født i 1740 på Södermalm og voksede op på Bellmansgatan. Vi går gennem dele af det litterære Stockholm via Monteliusvägen og Mariaberget, hvor vi atter nyder den fantastiske udsigt fra Söder ind over Kungsholmen og Gamla Stan, og videre til Mälar Strand og Långholmen og retur.

 

Dag 2 – fredag den 14.7.23:

Rundtur på Djurgården og en afsluttende vandring i det centrale Stockholm.

Vi starter dagen med en sejltur med Djurgårdsfærgen til Djurgården. Her starter en spændende vandring rundt på denne grønne oase midt i Stockholm. Her kan vi besøge Café Ektorpet, Prins Eugens Waldemarsudde, Isbladskärret, Rosendal slot og Blokhusudden m.m.

På Djurgården er der meget smukke huse, flot natur samt attraktioner i verdensklasse. Nogle af Skandinaviens mest besøgte museer ligger på Djurgården. Der er i øvrigt gratis entré på Moderna Museet på Skeppsholmen fredag aften fra 18-22, dem der er interesserede kan sejle dertil fra Djurgården.

 

Dag 3 – lørdag den 15.7.23:

Vi vandrer rundt i Hagaparken og på Norra Djurgården.

Haga ligger nord for Stockholm i Solna. Parken er grundlagt af Gustav III i 1780-1797, og er et fint eksempel på en engelsk landskabspark. Parken er et yndet rekreativt område og har mange historiske mindesmærker: Det kinesiske Tempel, Den tyrkiske Kiosk, Den kongelige Begravelsesplads og Kronprinsesse Victorias residens.

Vi besøger Haga parkmuseum, som fortæller om Hagas historie, mennesker og bygninger. Udstillingen viser parkens udvikling, og man hører bl.a. om de personer, der har været knyttet til Haga gennem årene, for eksempel Gustav III og Carl Michael Bellman. I parkmuseet er der en fin café, som vi kan besøge.

På Norra Djurgården besøger vi “Karl XI:s fiskarstuga”, en historisk bygning fra 1600-tallet. Hytten ligger vest for Husarviken og er opført i 1680’erne og er Djurgårdens  ældste bygning. Læse mere her: Fiskartorpet | Världens minsta skidort.

Der er fælles middag om aftenen.

 

Dag 4 – søndag den 16.7.23:

En sejltur til Värmdö i den stockholmske skærgård!

Vi tager på en guidet sejltur til Sveriges nyeste – og måske smukkeste kunstmuseum – der hedder Artipelag og ligger på Värmdö i den stockholmske skærgård. Vi sejler dertil med turbåden M/S Gustafsberg VII gennem Skurusundet  og det smalle stræde Baggenstäket – der er en oplevelse for sig. Sejlturen tager 1 time og 35 minutter. Vi besøger kunstmuseet og udforsker området Gustavsberg, hvor vi kan kikke på et Porselinsmuseum og Gustavsbergs outlet. Derefter tager vi til Stockholms centrum, hvor vi går fra Sergels Torg og via Drottningsgatan, Rigsdagen og Kongeslottet til Gamla Stan og Riddarholmen.

 

Dag 5 – mandag den 17.7.23:

Vi går til Slussen, hvor fra vi tager toget til Liljeholmen og starter en pittoresk kulturmil langs stranden.

På turen kommer vi forbi hyggelige koloihavehuse, resterne af Alfred Nobels fabrikker og vi slutter ved Café Lyran, der er opført i Schweizerstil i 1867. Her er en smuk udsigt over Mälaren.

Vi spiser frokost på Café Lyran. Fra Bredäng eller Skärholmen, Vårbergs T-bana, tager vi toget til Slussen og bussen til Ersta Diakoni for at hente bagagen. Derefter er der afgang til Stockholm C og vi ankommer til København H kl. 21.25.

Ret til ændringer i programmet forbeholdes!

 

Pris:

Ved 20 deltagere pris i DKK:

 

3800,- i dobbeltrum

5300,- i enkeltrum

 

Dette inkluderer

tog t/r, logi med morgenmad, en sejltur, entré til Artepelag, aftensmad lørdag samt frokost mandag på café Lyran.

SL-lokaltrafik er ikke inkluderet. Pris: ca. SEK 290,-

Det samlede antal km for turen kan nå op på ca. 65 km.

Deltagerantal: Max 23 personer inkl. 2-3 turledere

 

Informationsmøde:

Mandag den 13. marts fra kl. 17.00-18.00 hos

DVL
Kultorvet 7
1175 København K

 

Forsikring:

DVL har en udvidet ansvarsforsikring til brug for uforudsete hændelser på vandreferier, som DVL selv arrangerer: ”Dansk ret skal regulere ethvert krav, der rejses overfor virksomheden og søgsmålet skal anlægges ved dansk domstol eller ved voldgift i Danmark”.

Du bør tilmelde dig Danskerlisten og hente app’en Rejseklar, når du er i udlandet – for din sikkerheds skyld: https://um.dk/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/danskerliste_um-rejseklar-app

Vores gule sygesikringskort gælder kun inden for Danmarks grænser.
Husk dit blå sygesikringsbevis!

 

Evt. spørgsmål rettes til gentofte.dvl@gmail.com

 

Turledere:

Lotte Bjerregaard, der er dansk-svensk og har boet i Stockholm siden 1987

Vibeke Bjerregaard & Karin Norris, Gentofte DVL

Vibeke og Karin er med på alle turene.
Lotte deltager på turene lørdag og søndag.

 

Yderligere information:

Stockholm – 13.-17.07.23, PowerPoint

 

24.02.23/KN/VB