Om vandreturene

Tag med på tur

Alle er velkomne på vandreturene, medmindre der står, at de kun er for medlemmer. Hvis turen kræver tilmelding, vil det tydeligt fremgå af programmet. Ellers kan du bare møde op ved startstedet.

Pris: Det er gratis for medlemmer af DVL at deltage på vandreturene, andre betaler 30 kr., medmindre andet er angivet ved den enkelte tur.
Samkørsel: Vi tilsigter at lave samkørsel til alle ture, undtagen hvis de er lige uden for Silkeborg. Som det er nu, meldes samkørsel ud på en sms-kæde og foregår fra Estrups Gård, Drewsensvej (indkørsel ved nr. 58), 8600 Silkeborg.  Se mere her.

Pauser: På dagture er det en god idé at tage en god madpakke og noget at drikke med, samt et siddeunderlag. Der holdes typisk 2 pauser undervejs afhængig af turens længde, på aftenture dog kun 1 pause.

Anbefalet påklædning: Solide travesko eller vandrestøvler og i øvrigt påklædning efter vejrudsigten.

Vores ture

Dagture: Vores vandreture ligger i weekender, fortrinsvis søndag. Disse ture er af varierende længder. Kaffen og en formiddagsbolle har du selv med, ligesom madpakken til frokostpausen. Husk også rigeligt med vand.

Aftenture: I sommerperioden vil vi også have korte aftenture med en kort pause midtvejs.
Hverdagsture: Vi vil i begrænset omfang arrangere ture i hverdagene.

Weekendture med overnatning: Vi satser på også at arrangere en eller flere weekendture hvert år (fredag – søndag) til andre steder i landet.

Vandreferier: Vi satser på at lave en uges vandreferie i udlandet hver sommer og måske yderligere en weekendtur i udlandet forår eller efterår.

Turenes sværhedsgrad

Vi angiver en sværhedsgrad ved alle vandreture. Se her, hvordan det aflæses.

Særlige ture

Vi satser på at eksperimentere med nye turtyper. Dette kunne f.eks. være med overnatning i shelter, kanoture, maraton-ture, fuldmåneture, dræsineture samt grillaftener kombineret med mindre vandretur.