En vandretur på 88 Tempel Route på Shikoku i Japan
To medlemmer fra DVL Viborg tog på 150 km vandretur på den gamle japanske pigrimsrute Shikoku 88 og besøgte 10 templer ud af de 88, som findes. Læs deres rejseberetning her.

Vi var nu klar til at snøre støvlerne, og vandre ud og udforske naturen på Shikoku.
1. vandredag
Først bukker man for hovedporten. Bagefter vasker man hænder og mund ved den naturlig kilde, der løber ned i et stort firkantet kar med en masse små langskaftede øser.
Vores vandretur var på ca. 15 km, og vi besøgte 3 forskellige templer, inden vi var fremme ved det Ryokan i Kamojima, hvor vi skulle overnatte.
Et Ryokan er en form for bed and breakfast. Sengene er en madras på gulvet, og der var en kimono, som det forventedes, vi havde på til middagen.
Onsen er badet. Man står ikke op og bruser sig på Shikoku; nej vi blev anvist en meget lav skammel, hvor vi skulle sidde og sæbe os meget grundigt ind, helst flere gange. Efter at have skyllet vores trætte kroppe grundigt, var der et bassin med meget varmt vand, hvori vi kunne nedsænke vores luksuslegemer, gennemdrøfte dagens oplevelser, tage et iskoldt brus og så en tur mere i det vidunderlige varme vand.
2. vandredag
Det viste sig også at være en hård tur, men også den første, hvor det virkelig gik op. Stigninger synes jeg nu der var en del flere af på turen; men pyt vejret var godt og humøret højt, alle klarede turen i fin stil.
På turen op mødte vi tydelige spor fra vildsvin, der heldigvis er natdyr, så vi mødte ingen.
Vi skulle i dag besøge 2 templer (nr. 11 og 12), og vores logi var ved tempel 12.
Aftensmaden blev serveret i et smukt rum, og der var dækket op på gulvet (det er ret hårdt at sidde på gulvet og spise, samtidig med man kæmper med et par spisepinde).
Menuen stod på fisk, ris, suppe og grønsager, der blev serveret på bakker til hver enkelt person. Maden smagte fantastisk.
Overnatningen foregik igen på futonmåtter på gulvet. Man skal lige vænne sig til det hårde leje, men det er rimeligt ok. Japanerne er gæstfrie mennesker og vil deres gæster det bedste, så det var muligt at få en ekstra måtte, hvis man synes det blev for hårdt.
Det kan være en fordel at have lidt fedt på sidebenene til at beskytte knoglerne.
3. vandredag
Først gik vi ned gennem skoven med et smukt udsyn over dalen og med træer og buske, der så småt var ved at få efterårets farver.
Da vi var kommet ned, skulle vi selvfølgelig op igen!
Vi gik igennem en lille landsby, hvorefter vi gik igennem regnskov på smalle bjergstier, der var fint anlagt med natursten på vej op til et smukt vandfald.
4. vandredag
Dagens rute indeholdt mange stigninger i et smukt terræn, så der kvitteredes med mange smukke udsigter for vores møje.
Dagen sluttede af med en fantastisk nedstigning med svævebane.
5. vandredag
Den første del gik op gennem en skov ad en ujævn bjergsti, hvor skråningerne er stenede og bevokset med tynde træer. Det er her Kobo Daishi sidder og tænker med ansigtet vendt ud mod havet.
Det var også dagen hvor mændene udfordrede sig selv med en efter sigende lidt vanskelig nedstigning. Kvinderne tog en noget mere komfortabel asfaltvej og kunne nyde udsigten fuglene og lyden af piblende vand hele vejen ned.
6. vandredag
Vi fik at vide, at vi på denne strækning skulle tage os i agt for slanger, så der blev klappet, snakket og trampet lidt ekstra. Vi mødte mest en slange, der kan sammenlignes med den danske snog.
Men nogle så et par giftslanger forsvinde ind i et stendige (Pyha, ikke min kop te).
Vi gik igennem landsbrugsarealer på små stier og gennem små landsbyer.
Japanerne er kendt for deres gæstfrihed; det oplevede vi, da vi kom igennem en af de små byer, hvor en dame kom ud af sit hus med en bakke med en kop grøn te til hver af os.
7. vandredag
Efter morgenmaden tog vi offentlig transportmiddel med skift et par gange, inden vi nåede ud til vores startsted ved Stillehavet.
Vi startede med en tur i Deep Sea Therapi; et badehus med vandmassage.
Stillehavet, det åbne hav, de små havne og byen gjorde denne vandretur helt anderledes end de foregående dages bjergvandring.
Det var også dagen, hvor det regnede i ca. en time. Det var den regn vi fik på alle 12 dage.
Ved havet blev vi mindet om den konstante trussel, som befolkningen lever med: ”Tsunami”. Der er mærker på lygtepælene, der viser hvor højt vandet står, hvis der er advarsel om f.eks 9 meter, og med jævne mellemrum kom vi forbi høje stålkonstruktioner, der er beregnet til at flygte op i, hvis der kom advarsel om en tsunami.
8. og 9. dag
Denne morgen deltog vi før morgenmaden i en morgenceremoni i templet, og munken fortalte lidt om historien.
Templerne ligger jo altid på toppen af bjergene, så vi gik vi ned for foden af bjerget, hvor vi skulle med bus og siden med tog for at komme til Kochi, hvor vi besøgte Tempel 31. Vi spiste frokost i en botaniske have med den smukkeste udsigt over byen og havet.
Vandringen fortsatte mod vores hotel, forbi kærlighedsbroen, og nogle benyttede muligheden for at besøge en japansk samuraiborg fra 1600-tallet.
Sidste dag
Kyoto er en japansk by, som ligger på øen Honshu. Byen, der har 1.472.027 indbyggere, har tidligere været landets kejserlige hovedstad i mere end 1.000 år.
Vi var blandt andet ude at se guldtemplet, som er et Zen-buddhistisk tempel i Kyoto. Det er en af de mest populære bygninger i Japan og tiltrækker et stort antal besøgende årligt.
Hilsen Ove Pedersen og Birthe Ambrosius